Den 19.-21. maj 2022 står i naturens tegn, når Naturmødet 2022 løber af stablen i Hirtshals. Over tre dage forvandles byen til Danmarks grønne centrum for naturdebat og naturoplevelser, hvor både politikere, organisationer, medier og resten af befolkningen deltager. I år får seks gymnasieelever muligheden for at komme med det danske IPBES-kontor til Naturmødet for at hjælpe med at sætte fokus på biodiversiteten og de udfordringer, den står overfor.
Klimakrisen er noget, de fleste har hørt om, men hvad med biodiversitetskrisen? Klodens mangfoldighed af arter af dyr, planter og svampe står over for udfordringer, der er mindst lige så vigtige at sætte fokus på som konsekvenserne af klimaforandringerne. På den baggrund udgav IPBES i Danmark i begyndelsen af året en række gratis undervisningsmaterialer med støtte fra Aage V. Jensens Naturfond, der er målrettet landets gymnasieelever med fokus på at styrke deres viden om biodiversitet og økosystemer samt udfordringer og løsninger i tværfaglige perspektiver.
Invitation til gymnasieelever
Som en del af projektet får seks gymnasieelever nu mulighed for at deltage i årets Naturmøde i Hirtshals den 19.– 21. maj sammen med IPBES i Danmark. Udover at eleverne får tid til at hygge sig, mens de bliver klogere på grønne emner gennem Naturmødets mange arrangementer og events, skal de desuden selv spille en aktiv rolle på tre korte sessioner i løbet af Naturmødet. Her skal de hjælpe med at undervise i og lægge op til diskussion af forskellige aspekter af biodiversitetskrisen i samarbejde med IPBES i Danmark. Hver session varer cirka en time og tager udgangspunkt i undervisningshæfterne med fokus på, hvordan vi bedst løser krisen.
Find undervisningshæfterne her.
Gymnasieelever, der er interesserede i at deltage i Naturmødet, skal sende en personlig ansøgning på max 1 side med en kort beskrivelse af, hvem de er, og hvorfor de gerne vil deltage. Ansøgningerne skal sendes på mail til vores studentermedhjælper Ingrid Natorp: ingrid.natorp@sund.ku.dk.
Fristen for at ansøge er fredag den 22. april 2022.
Når vi har modtaget ansøgningerne, udvælger vi op til seks elever, som vi inviterer til et møde, hvor vi sammen gennemgår og planlægger programmet på Naturmødet. Udover eleverne vil forfatterne til undervisningsmaterialet, Lars Dinesen og Søren Mark Jensen, være til stede de tre dage, Naturmødet varer. Der er arrangeret indkvartering i et sommerhus nær Naturmødet, og udgifterne til indkvartering, mad, drikke og transport til og fra Naturmødet dækkes af IPBES i Danmark gennem en bevilling fra Aage V. Jensen Naturfond.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte koordinator Lars Dinesen: lars.dinesen@sund.ku.dk.
Om IPBES i Danmark
IPBES i Danmark blev oprettet i 2016 som en del af det internationale IPBES-netværk, der står for “The Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services”. Det danske kontor er en del af det internationale IPBES-netværk, som består af 137 nationer. Formålet med IPBES er at styrke sammenhængen mellem forskning og politik i relation til biodiversitet og økosystemydelser. Læs mere om IPBES i Danmark og vores aktiviteter her.