Biodiversitetskonventionens COP15 er et afgørende topmøde om biodiversitet, efter det stod klart, at de tidligere mål om at bremse tabet af biodiversitet – de såkaldte Aichi Targets – ikke blev opnået. Under COP15 i Montreal i Canada står vi med andre ord oven på årtiers uforløste globale målsætninger om at stoppe tilbagegangen og tabet af jordens biodiversitet. COP15 kulminerede med 23 mål til opnåelse i 2030 i det såkaldte Global Biodiversity Framework.
Et af de mål, der har fået mest opmærksomhed, er mål 3, der skal sikre, at 30% af de globale land- og havarealer er effektivt beskyttet og forvaltet i 2030 og samtidigt repræsentative og funktionelt sammenhængende beskyttede områder. Et mål, der adresserer den største årsag til tab af biodiversitet som anført i IPBES-rapporterne, nemlig vores intensive landudnyttelse – og dermed mangel på plads. Et mål, der i øvrigt synes at ligge langt fra udgangspunktet herhjemme, hvor blot 2,3% af det danske landareal (yderligere 5,3% kræver en konkret vurdering) og 12% hav er beskyttet natur ifølge analyserne i Biodiversitetsrådets første rapport, der udkom i slutningen af november 2022.
Mål 7 om reduktion af forurening tilsiger mindst en halvering af udledning af næringsstoffer og af risikoen ved anvendelse af pesticider, samt at der arbejdes for en eliminering af forurening med plastik. Ligesom målet om 30% areal afsat til beskyttelse af biodiversitet har EU allerede vedtaget en halvering af forbruget af pesticider i medfør af EU’s biodiversitetsstrategi. I nogle lande har implementeringen været mangelfuld, hvorfor kommissionen i sommer har foreslået en regulering.
De to post-2020 mål 2 og 8 har fokus på genopretning, herunder af kulstofrige naturområder, der bevarer og/eller binder kulstof og fremmer biodiversitet. En konkret målsætning er, at 30% af degraderede økosystemer på land og i havet kommer under effektiv genopretning. Det vil bidrage til at forbedrede livsvigtige økosystemfunktioner og -tjenester som jordens frugtbarhed, naturens evne til at rense vand og sikre luftkvalitet – fuktioner der også er essentielle for vores egen eksistens.
Sådanne naturbaserede løsninger skal samtidig bidrage med mindst 10 Gt CO2 ækvivalenter per år. Definitionen af naturbaserede løsninger er bred og senest givet i Nairobi af FN’s Miljøforsamling. Det er derfor afgørende for biodiversiteten, at den fortolkes på en måde, så løsningerne også bidrager effektivt til at løse biodiversitetskrisen, og ikke kun bliver til kosmetiske løsninger.
Statsstøttet ødelæggelse af biodiversitet
Et firecifret milliardbeløb i USD går lige nu til at støtte biodiversitetsskadelige aktiviteter verden over. En kritisk artikel i avisen The Guardian anførte lige inden COP15, at sektorer med den største skadelige effekt på biodiversitet vurderes at blive støttet med 500 mia. USD om året (landbrug, 2021) og hovedparten uden nogen biodiversitetshensyn, fossile brændstoffer som olie og gas med 695 mia. USD, heraf de 531 mia. (2021) til prisregulering og 35 mia. USD (2018) til fiskeri – hovedparten til storskala industrifiskeri.
Der blev talt dunder fra både danske Inger Andersen, generalsekretær i UNEP, og Jo Tyndall, Direktør i OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) vedr. de enormt store og biodiversitetsskadelige støttebeløb med et klart budskab om behovet for at ændre disse til biodiversitetsfremmende.
Det er mål 18 i post-2020 målene, der rummer netop dette dilemma. Teksten var til debat, og de kantede parenteser stod i kø. Målet blev en identifikation i 2025 af skadelige støtteordninger med henblik på en reduktion på mindst 500 mia. USD per år i 2030 med udfasning af de mest skadelige støtteordninger først. Her bliver det interessant at følge, hvilken indvirkning det får på fx EU’s landbrugsstøtte.
Biodiversitet, finansieringsinstitutionerne og den private sektor
COP15 var biodiversitetskonferencen, hvor private virksomheder og de finansielle institutioner for alvor kom på banen med deltagelse og indlæg af finansministerier. Førende aktører i den private sektor og finansielle institutioner er begyndt at rykke og tage et medansvar for biodiversitetskrisen, bl.a. fordi de kan se en forretningsfordel i det, og fordi, man er ved at indse, at biodiversitet er et fundament for økonomiske udvikling.
Indholdsmæssigt handler det om at gennemføre en økonomisk omstilling, herunder at virksomheder og finansinstitutioner bliver i stand til både at følge og overvåge (“monitor”), vurdere (“assess”) og lægge resultaterne frem (“disclose”), når det gælder deres afhængighed og påvirkning af biodiversitet i hele deres forsynings- og værdikæder. Det nye sort er ”Nature Positive”, hvilket kan sidestilles med ”Net Zero” på klimaområdet. Post-2020 mål 15 i den endelige aftale omfatter navnlig store og internationale virksomheder.
Det er uklart, hvor bindende målet egentlig er for disse virksomheder at dokumentere deres afhængighed og effekt på biodiversitet og at lægge sådanne rapporter frem. Men regeringer skal verden over ska skabe rammerne for, at dette sker i stigende grad som et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Foto: Lars Dinesen.
Resursemobilisering
Til konferencen var et af de helt store spørgsmål – i lighed med det netop afholdte klimatopmøde – hvor mange penge, der skal flyde, først og fremmest fra Nord til Syd. I et udkast til mål 19 fremgår det, at der skal mobiliseres mindst 200 mia. USD om året i 2030 til indsatser via identificerede aktiviteter i nationale strategier og planer (i CBD-terminologi NBSAP), og at der skal mobiliseres yderligere, og mindst, 20 mia. USD per år i 2025 og mindst 30 mia. USD årligt i 2030.
Samtidig rummer mål 19 mobilisering af resurser via innovative løsninger fx betaling for økosystemtjenester mv., involvering af den private og finansielle sektor, og samtidig forelægger der mulighed for etablering af biodiversitetsfonde og også fx den globale miljøfinansieringsmekanisme GEF, der har været anvendt til at støtte en række initiativer i mange lande, vil komme i spil.
Betydningen af Biodiversitetskonventionen
Ligesom da de 20 Aichi-mål blev vedtaget i Japan i 2010 var der eufori i salen, da målene blev vedtaget efter lange og seje forhandlinger. Ikke et eneste af Aichi-målene blev desværre opnået til fulde. Denne gang har man gjort sig umage med at sætte indikatorer og overvågningsmekanismer op, bl.a. i form af nationale biodiversitetsrapporter, de såkaldte ”national biodiversity strategies and action plans” til konventionen. Disse nationale rapporteringer præsenteres på hver efterfølgende COP frem til 2030, og inkluderer et globalt review i to omgange på vej til 2030.
Hvor EU har en domstol, har FN og Biodiversitetskonventionen kun medierne og den offentlige gabestok. Mål er givetvis bedre end ingen mål, men mål i sig selv er langt fra nok. Vi får med andre ord at se i 2030 om tredje gang bliver lykkens gang, og vi om otte år kan fejre, at det så faktisk lykkedes at opnå dem.
Kontakt
For yderligere information, kontakt IPBES Danmark koordinator Lars Dinesen
