Fire års dedikeret arbejde fra en international ekspertgruppe kulminerede for nylig i Bonn, Tyskland, da en ny IPBES-konsensusrapport om invasive arter blev godkendt under den 10. IPBES-plenarforsamling med deltagere fra alle 140 medlemslande.
Den nye rapport sætter fokus på invasive arter som en af de største drivkræfter i den globale biodiversitetskrise, hvor tilbagegangen af arter og økosystemer udgør en alvorlig trussel mod natur, økonomi, fødevaresikkerhed og menneskers sundhed. Invasive arter bliver anslået til at spille en rolle i 60% af udryddelser af plante- og dyrearter på verdensplan. Samtidig vurderes det, at de økonomiske omkostninger forbundet med invasive arter udgør svimlende 234 milliarder dollars.
Læs også: Invasive arter truer den globale biodiversitet
Plenarforsamlingen fandt sted i Bonn fra den 28. august til den 2. september og kulminerede i vedtagelsen af den nye rapport Alien Invasive Species Assessment. Et internationalt hold bestående af 86 forskere og eksperter fra 49 lande har stået i spidsen for det over fire år lange arbejde med at udfærdige rapporten, der fremadrettet bliver et vigtigt forskningsbaseret værktøj i bl.a. politiske beslutningsprocesser.
Blandt rapportens forfattere er Alejandro Ordonez, der er lektor ved Aarhus Unviersitet:
”Invasive fremmede arter er en stor, men ofte overset trussel mod biodiversitet. De forårsager uoprettelig skade på naturen, herunder lokale og regionale udryddelser af andre arter, og truer samtidig menneskelig velfærd”, forklarer han.
Den nye rapport sætter bl.a. tal på, hvordan invasive arter har udgjort en stor faktor i 60% af den globale udryddelse af plante- og dyrearter, som forskerne har data på. Samtidig har invasive arter være den eneste drivkræft i udryddelsen af 16% af verdens plante- og dyrearter.
Invasive arter i bevægelse
Rapporten trækker på flere end 13.000 referencer, herunder vigtige bidrag fra oprindelige folk og lokalsamfund, hvilket gør den til den hidtil mest omfattende rapport om invasive arter på verdensplan.
En af de mere komplekse omstændigheder ved invasive arter er årsagerne til, hvordan arter er blevet flyttet rundt i verden, forklarer Alejandro Ordonez:
”Mange fremmede arter er historisk blevet introduceret til nye områder, fordi man har haft en opfattelse af, at arterne kunne bidrage med visse fordele. Men rapporten indikerer, at 85% af de fremmede invasive arters indvirkning på hjemmehørende arter er negativ”, fortæller han.
I Europa, herunder også i Danmark, er signalkrebsen (Pacifastacus leniusculus) et eksempel på den negative indvirkning, da den ikke alene fortrænger den hjemmehørende flodkrebs (Astacus astacus), men også bærer sygdommen krebsepest med sig.
Historisk har mennesker draget nytte af at flytte arter rundt i verden – en praksis, der er øget i takt med globaliseringen. Men det kommer med en pris, der både påvirker natur og mennesker:
”Fremmede invasive arter er en udfordring, der kræver handling. Derfor er et af rapportens kernebudskaber også, at ambitiøse fremskridt i at håndtere invasive arter er mulige at opnå. At være med til at formulere disse løsningsmuligheder har været en stor del af min rolle som koordinerende forfatter til rapporten”, siger Alejandro Ordonez.
Vigtigt redskab til at nå globale målsætninger
Løsningsmulighederne, der optræder i rapporten, omfatter bl.a. behovet for sammenhængende politikker og adfærdskodekser på tværs af sektorer, behovet for at inkludere oprindelige folk og lokalsamfund i udviklingen af politiske tiltag samt nødvendigheden i at inddrage borgere som vigtige samarbejdspartnere i at bidrage med viden og forhindre fremtidige artsinvasioner.
At reducere introduktionen og etableringen af invasive arter med mindst 50% inden 2030 er et af hovedmålene i den globale Kunming-Montreal-aftale vedtaget af verdenssamfundet under COP 15 i december sidste år. Den nye IPBES-rapport, med den officielle titel Thematic Assessment Report on Invasive Alien Species and their Control, vil blive et vigtigt bidrag til at nå målet gennem forskningsbaseret viden, værktøjer og løsningsforslag.
Læs mere om rapporten på IPBES’ hjemmeside.
Rapporten vil blive tilgængelig på IPBES i Danmarks hjemmesiden, når den er udgivet. Find tidligere rapporter her.