At areal er en knap ressource, som skal forvaltes med omtanke, var der ingen tvivl om i debatten arrangeret af IPBES i Danmark under dette års klimafolkemøde. Men hvad har egentlig førsteprioritet – biodiversiteten eller klimaet? Og kan begge tilgodeses samtidig? Få en opsummering på debatten her.
Naturen i det danske landskab har trange kår. Mens omkring 60% af det danske areal er optaget af landbrugsproduktion, hvoraf ca. 80% går til produktion af dyrefoder, er det under en tiendedel af Danmark, der er udlagt til naturformål. De sidste 30% er delt nogenlunde ligeligt mellem skov og infrastruktur (veje, bebyggelse, m.m.). På globalt plan ser vi en lignende udvikling. Mennesket fylder mere og mere, hvilket afspejler sig i mennesket og dets husdyr, der vejer omkring 24 gange mere end den totale vægt af alle vilde arter af pattedyr på kloden.
Internationalt er flere initiativer under opsejling for at vende udviklingen, og flere af disse er allerede trådt i kraft. Det er ikke mere end to måneder siden, at EU-parlamentet stemte en forordning om naturgenopretning igennem, der forpligter EU-landene til at indføre genopretningsforanstaltninger, som skal dække 20% af både EU’s land- og havareal inden 2030. På seneste COP-møde i Montreal i december sidste år blev en global rammeaftale ligeledes stemt igennem. Én af rammeaftalens mål var at udlægge 30% af verdens natur som beskyttet inden 2030.
For at sætte spørgsmål om arealanvendelse i perspektiv, inviterede IPBES i Danmark til debat under Folkemødet med deltagelse af Anders Frandsen, administrerende direktør i Dansk Skovforening, og Nis Kristian Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening, bestyrelsesformand for Velas og mælkeproducent. Anders Barfod, lektor ved Aarhus Universitet og medlem af IPBES i Danmarks styregruppe, ledte debatten som ordstyrer.
Konsekvenser for dansk skovbrug og fødevareerhverv
Under debatten på Lilla Scene herskede der enighed om, at de nationale og internationale krav til udlægning af natur, unægtelig vil få konsekvenser for den danske skov- såvel som landbrugsproduktion. “Dette behøver ikke at være negativt, men det vil betyde en forandring – måske skal vi omlægge vores kost, så vi spiser færre animalsk baserede produkter”, lød vurderingen: Anders Frandsen gjorde det klart, at det er en ændring, som skal betales af fællesskabet. Det vil stille krav til producenten, men det vil også kræve en øget betalingsvillighed hos forbrugeren.
Nis Kristian Hjort erklærede sig enig i, at producenten ikke kan gøre det alene. “Det nytter ikke noget at reducere Danmarks produktion, hvis kundernes forbrugsmønstre forbliver uændrede”, lød argumentet: ”Det er ligegyldigt at have 30% beskyttet natur i Danmark, hvis vi øger vores arealforbrug tilsvarende i Afrika”. En adfærdsændring i den brede befolkning er en vigtig komponent, ligesom det er vigtigt at få udlandet med på udviklingen.
Land sharing eller land sparing?
Nødvendigheden af ændringer i vores nuværende arealanvendelse blev under debatten hurtigt slået fast, men det relevante spørgsmål trængte sig på: Hvordan skal sådanne ændringer se ud og hvor skal arealbesparelserne ske? Det globale behov for boliger forventes at stige med 50% i takt med stigende befolkningstal og velstand. Træ er et materiale med stort klimapotentiale i byggeindustrien, da det kan binde store mængder kulstof, og Anders Frandsen slog derfor fast, at han så træproduktion som en stor del af løsningen i fremtiden.
Nis Kristian Hjort argumenterede på sin side for, at dansk landbrugsproduktion er blandt den bedste og mest klimavenlige i verden. Han mener derfor at vi – på trods af faldende efterspørgsel på animalske produkter i Danmark – godt kan fortsætte produktionen, da efterspørgslen ikke lader til at falde globalt foreløbigt. Spørgsmålet er, hvor pladsen til naturen så skal komme fra?
I et tidligere IPBES-symposium behandlede vi netop denne udfordring ved at diskutere fordele og ulemper ved hhv. landskabsinddeling (land sparing) og landskabsdeling (land sharing). Hvor landskabsinddeling primært handler om at have meget intensivt drevet land- og skovbrug på et mindre areal, og dermed udlægge et større areal til fri natur, så handler landskabsdeling om sameksistens med naturen i landskabet.
Landskabsdeling vil medføre dyrkning på større arealer underlagt mindre intensiv drift. Denne model ville ifølge de to debattører sandsynligvis kræve en form for tilskudsordning til producenten, idet produktionen vil være mindre effektiv. Forskere sætter endvidere spørgsmålstegn ved biodiversitetsfordelene ved denne form for arealplanlægning. Debatørerne syntes enige om, at den endelige løsning bør findes ved en kombination mellem de to arealanvendelser.
Læs mere om IPBES-symposiet ”Land sharing & land sparing”
Et fælles mål
Uden for teltet blev andre emner end arealprioriteringer belyst og debatteret. Flere af Klimafolkemødets medarrangører diskuterede blandt andet, hvordan vi skaber større gennemsigtighed mht. bæredygtige investeringer, hvordan vi undgår green-washing, og hvad en potentiel CO2-afgift vil have af betydning. Der blev også sat spørgsmålstegn ved økonomisk vækst som det altoverskyggende mål og debatteret løsninger som fx vertikalt landbrug.
De mange inspirerende oplæg blev suppleret af oplæg fra klimaforskere med opdateringer om klimaets tilstand med henvisning til de seneste rapporter fra FN’s klimapanel, IPCC. I oplæggene blev nødvendigheden af gennemgribende systemforandringer i alle samfundslag flere gange fremhævet.
Klimafolkemødet blev afrundet af Johannes Lundsfryd, borgmester i Middelfart, med budskabet om, at klimakrisens løsninger skal findes i fællesskab: “Der er ikke tid til at pege fingre ad hinanden. Vi har brug for en åben debat, hvor vi kan snakke om det, der er svært, men hvor alle arbejder mod et og samme fælles mål”.
IPBES i Danmark takker Anders Frandsen og Nis Kristian Hjort for at deltage i den spændende debat. En stor tak skal også lyde til alle, der kom forbi Lilla Scene for at bidrage til debatten.
