Vi mister arter i uhørt omfang. Op mod 1 million arter er truet af udryddelse. Men udviklingen kan vendes, og det kræver gennemgribende forandringer. Kravet om ”transformative change” er et af hovedbudskaberne i den globale IPBES rapport, der udkom i maj 2019.
Det danske IPBES-kontor og København Zoo vil nu sammen undersøge mulighederne for at udbrede kendskabet til den vilde natur til nye målgrupper, herunder havens 1,2 mio. årlige besøgende. Et pilotprojekt med ekspertdeltagelse vil udarbejde et idekatalog med kommunikationsforslag, og projektet vil videre undersøge København ZOO’s potentiale som formidlingsplatform omkring naturens tilstand og udvikling og betydningen for os mennesker.
Projektet støttes af 15. juni Fonden, der har givet det danske IPBES-kontor og ZOO en bevilling til et pilotprojekt.