En ny mulighed for forskere og andre fageksperter er søsat af Det europæiske biodiversitetspartnerskab Biodiversa+ med et Research Call om biodiversitet og transformativ forandring.
Udbuddet er internationalt og har til formål at støtte tværfaglige og innovative projekter, der kan styrke vidensgrundlaget til at sikre og genoprette biodiversitet via den grønne omstilling. Udbud inviterer til interdisciplinært samarbejde og nytænkning og har ikke et foruddefineret tema. Udbuddet er heller ikke begrænset til specifikke miljøer eller geografiske områder.
Der er i udbuddet fokus på to vigtige forhold:
- At styrke forståelsen for forhold og forbindelser mellem tab af biodiversitet, klimaforandringer og forurening som presserende kriser.
- At identificere og analysere transformative processer, der kan være med til at bevare biodiversitet og imødegå de trusler, der er skyld i tab af biodiversitet og økosystemtjenester.
Det nye forskningsudbud er endnu et eksempel på, hvordan emnet og begrebet transformative change, der på dansk f.eks. kan oversættes til ’gennemgribende forandring’, får stadigt større opmærksomhed og tyngde som et nødvendigt paradigmeskifte for at afværge biodiversitetskrisen.
Transformativ forandring bliver af IPBES defineret som nødvendigheden af grundlæggende og gennemgribende forandringer på tværs af økonomi, samfund og miljø. Netop Transformativ Change er temaet for den kommende globale konsensusrapport fra IPBES, der forventes at blive vedtaget i december.
Deadline for obligatorisk interessetilkendegivelse (pre-proposal) er 8. november 2024.
Læs meget mere om ansøgningsprocessen hos Biodiversa+ her: